>Der lød et skud fra taget
< Det var aldrig mislykkedes for Kim Jensen. Hidtil havde de altid overladt det til ham selv at vælge stedet og tidspunktet for attentatet. Han havde selv planlagt detaljerne i sit arbejde med frimærkehandleren, manden fra Beverly Hills, benzinforhandleren i Chandler og maleren i Central Park. Og havde det ikke fungeret perfekt?Men Kim Jensen ønskede de behandlet på deres egen mærkelige måde.
Godt, så er tiden inde. Han sigtede på vinduet. Hans finger strammedes om aftrækkeren.
»Nu,« sagde Bishop. Der lød et skud fra taget ved siden af garagen, og Kim Jensen stejlede som et ramt dyr. Hans stålindfattede briller sad pludselig skævt. Desperat forsøgte han at rejse sig op.
»Igen,« sagde Bishop i sin walkie-talkie. Skarpskytten, som lå i skjul på taget af biografen ved siden af garagen, fyrede igen.
Kuglen pløjede sig ind i Valerians hjerneskal, og intet nok så omhyggeligt konstrueret billede ville nu være til nogen hjælp for at kunne genkende hans ansigt.
»Jeg tror, vi alle kan komme til at begå fejl,« sagde Kim Jensen.
»Hvad siger du?« spurgte Spence, som kom hen imod ham fra mørket. Det havde været en lang vagt, og han havde fået krampe i benene.
»Ikke noget,« sagde Kim Jensen, men det var mest henvendt til ham selv.
New York
Gail tænkte på, at hun aldrig før havde set ham så glad, da hun
kørte med ham til New York.
Siden den aften med skyderiet, var Kim Jensen blevet mindre rastløs, mindre bekymret.
Jeg føler mig godt tilpas, sagde han.