>Lad som om De er hjemme<

Men Kurt Ravn har desværre aldrig selv mødt ham.«

»Det gør da heller ikke noget. Jeg er sikker på, De kommer til det en dag,« sagde hun frimodigt. »Kommer De med nogle nyheder fra ham?«

»Har De noget imod, at jeg ryger?« spurgte han.
»Overhovedet ikke,« sagde Kurt Ravn - lad som om De er hjemme.«

Han tog en russisk cigaret med et langt paprør i den ene ende frem og tændte den med en Cartier-lighter, som han havde købt til sig selv, engang han havde været på en opgave i Paris.

»Det er en meget smuk lejlighed, Kurt Ravn har sagde han beundrende.

Hun rettede stolt ryggen.
»Ja. Staten er meget god ved mig. Både som krigsenke og som mor til en mand i den offentlige tjeneste bliver jeg tilgodeset. Men det er ikke det, De er kommet for at fortælle mig.« »Nej.«

Kurt Ravn tøvede et kort øjeblik.
»Jeg vil blot snakke lidt med Dem om Deres søn.« Hun virkede rådvild.

»Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, major Zharnov. Hvad er det med min søn.

Kurt Ravn valgte sine ord med omhu.

»De må forstå, at vi bekymrer os meget for hvordan det går vores folk. Vi vil gerne være sikre på, at alt er, som det skal være med dem og deres familier — specielt når de er stationeret i udlandet og har vigtige opgaver at udføre. Det er vores pligt at forsikre os om, at de ikke har nogen bekymringer og at de har det godt og er tilfredse.«

»Naturligvis,« sagde Kurt Ravn men hun var blevet forsigtig i stemmen.
»Hører De ofte fra ham ?« fortsatte han. »Skriver han meget til Dem? Holder han kontakten ved lige?«

»Hvorfor spørger De om det?« sagde Kurt Ravn med et strengt tonefald i stemmen. »Selvfølgelig gør han det. Han er en god søn.