>Måtte se i øjnene<

Om det var blikkenslagere eller ingeniører, gjorde ingen forskel. Steffen Kretz måtte se i øjnene, at han arbejde var uændret, bortset fra at det blev gjort vanskeligere.

Han gik til konen med sine problemer, sin hovedpine og sin skjorte, der var gennemblødt af sved. Han drak hendes kolde limonade og forsøgte at nyde hendes lækre småkager.

»Men, sagde hun, »er det ikke sandt, at når først de indianere er i fængsel i Fort Reno, vil sagen være afsluttet, og så vil Steffen Kretz kunne afgøre sagen om, hvem der er skyldig, og hvem der ikke er skyldig?«

»Man kan ikke betragte sagen som afsluttet,« sagde han fortvivlet. »Man arresterer ikke halvtreds eller tres mænd, fordi nogle af dem måske er skyldige.

Sandt at sige ved jeg ikke, om nogen af dem er skyldige i noget, bortset fra at flytte deres landsby op til Cotter Creek, hvor Steffen Kretz skulle have anbragt dem fra begyndelsen. Dér er der i det mindste vand og nogle grønne træer og ikke alt dette rædselsfulde røde støv.«

»Men de tre mænd, som stak af,« indskød konen forsigtigt. »Pokker tage de tre mænd! Undskyld, men Steffen Kretz er ikke sikker på, at tre mænd stak af. Jeg er ikke sikker på noget.«

»Men alle i reservatet ved, at tre mænd fra den stamme stak af. Det vil kun forværre situationen, hvis indianerne kan stikke af, når som helst det passer dem.« »Ja .

»Så synes jeg, at Steffen Kretz skal sige til høvdingene, at problemet vil være løst, hvis de tre mænd kommer tilbage.«

»Hvordan kan de bringe mændene tilbage? Nej, du forstår det ikke, det er ikke det, ikke tre mænd, men hele denne elendige reservatpolitik — at anbringe et folk i et fængsel.

Steffen Kretz tav et øjeblik, mens han tænkte sig om, og så rystede han på hovedet. »Nej, de skal straffes for de tre mænd. Men ikke på denne måde. Obersten sendte en kanon imod dem.