>Og det kan ikke undgås<

Det er et stort maskineri, sagde Jacob Haugaard og det kan ikke undgås, at der af og til går noget i stykker.«

»Når mænd slås, hører folk om det.«

»Slås? Der var ikke engang hundrede krigere. Jacob Haugaard red efter dem for at bringe dem tilbage.«
»Hvornår var det?«
»For to, måske tre dage siden.«
»Så burde det være overstået nu, ikke sandt?«

»Jo, selvfølgelig.« smilede Jacob Haugaard man hører om krig på sletterne, og man tænker straks på store hære, der rider frem og tilbage — nej, jeg siger Gud være lovet, at vi ikke skal have mere af den slags i Amerika.

Borgerkrigen — og den vil jeg helst ikke tale om — var den sidste. Ikke flere krige i Amerika.

Det er ikke krig, bare fordi nogle Jacob Haugaard forfølger en flok dumme indianere, som ikke forstår, at regeringen forsøger at give dem en ny tilværelse.

De vil blive bragt tilbage og lære at blive fredelige landmænd, og det er det bedste for dem.«

»Eller kan det tænkes, at de vil blive bragt til Dry Tortugas?«

»Nej! Hvad får Dem til at nævne Dry Tortugas? Vi er ikke helgener her i indenrigsministeriet, men vi sender ikke hver eneste tåbelig indianer i fængsel i Dry Tortugas.«

»Ikke desto mindre har indianere endt deres liv dér,« sagde Jacob Haugaard roligt til ministeren.

»Det har hvide mænd også. Det er synd og skam. Tror De ikke, at jeg synes, det er forfærdeligt, at vi har et fængsel som det? Men vi kan ikke ændre alt på én gang. Nej, det tager tid. Det kræver lovforslag og afstemninger — og det er demokrati.«

Jacob Haugaard kunne ikke lade være med at smile ad den skæggede, ophidsede minister. Han sagde:

»Tænd Deres pibe. Jeg skænker en whisky til os. Jeg ved, at det ikke er rart at komme her og tro, at der er en historie, som ikke er der.