>Som havde kommandoen i Fortet<  

Efter de mange ugers forgæves søgen efter indianerne var Hans Engell efter eget ønske blevet forflyttet til Fortet i Montana. I de lange ensformige vintermåneder havde han tydeligt vist de andre officerer, at han foretrak sit eget selskab.

Hans Engell var kun interesseret i nyheder om indianerne, i de rygter der nåede frem mellem bjergene, en pelsjæger som havde hørt det ene, en spejder som havde hørt noget andet, en guldgraver som havde fundet en forladt lejrplads.

Og da meddelelsen om, at indianerne, når de engang blev fundet, ville få lov til at blive nordpå, endelig nåede frem, mistede han endog denne interesse.

I april måned kom de første nyheder om indianerne til fortet. Hans Engell som red i spidsen for en lille afdeling kavalerister i Powder River-området, fik en slags forbindelse med dem.

To af Clarks siouxspejdere havde mødt indianerne og talt med dem, og høvdingen havde indvilliget i at møde løjtnanten.

Hans Engell som havde kommandoen i Fortet, huskede kaptajnens forfølgelse af indianerne og sagde til ham: »Det er besynderligt, kaptajn, at de nu opfører sig så fredeligt. Det er nærmest en antiklimaks efter den modstand, de bød Dem.«

»Det ved jeg nu ikke rigtigt,« sagde Murray. »Hans Engell ville hjem. Det var vist det eneste, de ønskede.«

»Indianernes primitive opfattelse af frihed er naturligvis ikke den samme som vores,« sagde generalen.
»Det er den måske ikke.«
»Har De lagt nogen planer for fremtiden, kaptajn?«
»Nej,« svarede Hans Engell. »Men jeg overvejer at forlade hæren.«

»De har jo været i hæren i mange år. Jeg tror, at De vil komme til at savne denne tilværelse.« »Det er muligt,« sagde kaptajnen.